JEG FØLTE MIG PÅ ”LIGEFOD” FRA DAG 1
Jeg henvendte mig til planteavlskontoret i Lemvig, fordi jeg havde en forestilling om, at de vægtede kundetilfredshed utroligt højt.
Og jeg blev ikke skuffet !
Jeg følte mig på ”ligefod” fra dag 1
Gennem min praktiktid oplevede jeg, hvordan rådgiverne i planteavl sørgede for at skabe gode og solide relationer til kunderne. Når konsulenterne konfronterede kunderne, var det med en sikkerhed, der bundede i den tværfaglighed og det samarbejde, de lægger utroligt meget vægt på.
Jeg fandt hurtigt ud af, at grundighed, ærlighed og loyalitet over for landmanden er nogle af de vigtigste principper i rådgivernes hverdag. Rådgiverne søger at levere den bedste kvalitet hver gang, og det bruger de hinanden til at lykkes med.
KASTET UD I OPGAVERNE
Jeg følte mig faktisk som fastansat næsten fra dag 1. Jeg blev kastet ud i opgaverne.
Rådgivernes tilgang var, at jeg skulle gå om bord i opgaverne og prøve at løse dem selvstændigt. Hvis jeg var i tvivl, kunne jeg altid hente sparring hos dem.
Jeg tog ejerskab over opgaverne og følte mig som en af dem og ikke blot en praktikant, der sad ved siden af og kiggede over skulderen. Noget af det bedste var, at jeg fik friheden/muligheden for at udvide min horisont, afdække ny viden inden for planteproduktion og udfordre mig selv.
MANGE SLAGS OPGAVER
Opgavetyperne var mange – f.eks. kundebesøg og kundekontakt, oprettelse af en erfagruppe, seminarer og kurser. Jeg blev betragtet som en kollega ”på lige fod” med de andre konsulenter.
F.eks. blev jeg bedt om at forberede og komme med et oplæg til et majsarrangement. Oprettelsen af erfagruppen med fokus på præcisionsjordbrug var også spændende. Jeg befandt mig pludseligt i ”ekspert”-rollen over for både kolleger og kunder, fordi jeg var ham med den nyeste viden på området.
Den tillid, jeg blev vist, resulterede i, at jeg følte mig anerkendt. Og det var en stor motivationsfaktor for mig til at ”kaste” mig ud i nye udfordringer, hvor ubekendte faktorer spillede ind.
LINK FRA TEORI TIL VIRKELIGHED
Én ting er teori. Noget andet er, når det skal bindes op på virkeligheden og hænge sammen ude ved den enkelte landmand. Der er ikke en standard løsning, man kan anvende alle steder. Kunderne har forskellige behov og skal tackles forskelligt. Det var med til at udvikle mine evner ift. at kunne læse personers behov og tilpasse rådgivningen til den enkelte – faktisk var det nok dét, der gav mig blod på tanden og lyst til at blive rådgiver.